|
I fortsættelse af det glædelige samarbejde med Arnold Busck i Odense, hvor gæsterne har mulighed for at dele Glæden ved god kaffe med gode bøger, ser vi nu frem til at åbne endnu en kaffebar i samarbejde med Danmarks største boglade, Arnold Busck på Købmagergade i hjertet af København.
Det historiske vingesus er en del af den nye kaffebar, idet traditionen fortæller, at Baresso kaffebarens nye beliggenhed helt tilbage i 1822 var den såkaldte "Kafé Himmerige", hvor man skænkede kaffe og te for studenterne fra Regensen. Under en større ombygning i 1849-50 søgte en del studenter over i nogle værelser i huset på det modsatte hjørne af Skindergade. På spørgsmålet, hvorledes de befandt sig der, blev svaret: "Her er et rent Helvede, derovre havde vi det som i Himmerige". Dette skal have givet anledning til det senere så kendte cafénavn. Men siden århundredeskiftet har Arnold Busck haft forretning på hjørnet og ringen sluttes nu med åbningen af Baresso Coffee som deler Glæden ved god kaffe og gode bøger - såvel for studerende som mange andre. Kom således ind og se vores nye lokaler og ikke mindst det gamle loft fra "Kafé Himmerige", som er dukket op og bevaret under ombygningen.
Ligesom i Odense, vil man kunne bringe bøgerne op til 1. salen og nyde en kop kaffe eller andet fra vores store udvalg, mens man beslutter sig til, om bogen skal købes eller blot kigges i. Og tilsvarende vil man være velkommen til at tage sit TO-GO bæger med sig ned i boghandlen, mens man undersøger udvalget nærmere.
Vi glæder os til at byde dig velkommen med samme åbningstid som Arnold Busck.
På glædeligt gensyn. |